Når sneen daler, lysene tændes, og de første toner af “Rudolf med den røde tud” fylder radioen, begynder mange af os instinktivt at tænke på ét bestemt dyr: julerensdyret. Men hvor meget har den flyvende slædetrækker egentlig til fælles med de virkelige rensdyr, der vandrer gennem Arktis’ iskolde ødemarker?
I denne artikel dykker vi ned i både myten og biologien for at finde svar på spørgsmål som: Hvor kommer fortællingen om de magiske julerensdyr fra? Kan rigtige rensdyr virkelig have gevir – også hunnerne? Hvorfor blev netop dette dyr knyttet til Sankt Nikolaus’ gaveuddeling? Og vigtigst af alt: hvad adskiller et julerensdyr fra et helt almindeligt rensdyr?
Læn dig tilbage med en kop varm kakao, mens vi spænder seleremmen og tager på en rejse fra Nordpolens glitrende julefabler til tundraens rå virkelighed. Der er mere end én overraskelse i sigte!
Julerensdyret: Oprindelse, egenskaber og symbolik
Forestillingen om julerensdyret er et fascinerende sammensurium af folketro, litteratur og moderne popkultur. Den tidligste kilde, mange danskere kender, er Johannes Ewalds 1700-tals-juleskikke om Sankt Nikolaus, som i nordeuropæisk folketradition kørte i en kane – ofte trukket af heste eller geder. Det var dog først med den amerikanske professor og digter Clement C. Moore, at rensdyrene for alvor fik luft under klovene. I hans digt “A Visit from St. Nicholas” (1823) præsenteres vi for de otte navngivne rensdyr: Dasher, Dancer, Prancer, Vixen, Comet, Cupid, Donner og Blitzen. Hos Moore er de små, nærmest fe-agtige dyr, der kan flyve hen over hustagene og adlyde julemandens befalende “Now, dash away, dash away, dash away all!”.
Et godt stykke senere – i 1939 – skrev Robert L. May et reklamehæfte for varehuset Montgomery Ward. Her dukkede den udstødte rensdyrdreng Rudolf med den røde tud op og blev i 1949 udødeliggjort i Johnny Marks’ sang. Rudolf udvider myten med et nyt magisk element: en selvlysende næse, der kan lede flokken gennem snestorme. Kombinationen af Moore og May har gjort rensdyrene til mere end blot dyr; de er symboler på håb, sammenhold og julemirakler.
I nyere julefilm og animerede serier får rensdyrene ofte personligheder: Dancer er akrobatisk, Comet er lynhurtig, og Vixen scorer charmetrold-point. Enkelte fortællinger lader dem endda tale menneskesprog eller spise magiske havregryn. Men fælles for alle versioner er, at de bor på Nordpolen-en fantasimetafor for et sted udenfor tid og sted, hvor intet jordisk kan sætte grænser.
Hvorfor netop rensdyr? I virkelighedens Arktis har de brede, elastiske klove, der fungerer som naturlige snesko; de kan trække tunge slæder og færdes i isnende kulde. Alle disse egenskaber gjorde dem til et logisk, men også romantisk valg for forfattere, der ville sætte fart på julemandens leverancer. Og apropos at finde den rette juleidé: Hvis du nogensinde har siddet fast i et krydsordsopslag om ordet “mule”, kan du takke rensdyrene for at holde udtrykket i live!
I adventstiden dukker rensdyrene op overalt: på kravlenisser, julekalendere og i tv-reklamer. De fungerer som små højtidsambassadører, der minder os om glæden ved at hjælpe hinanden gennem mørket-præcis som Rudolf hjælper sine venner gennem stormen. Så næste gang du tænder det første lys i adventskransen, kan du sende en tanke til den magiske flok på otte plus én, der trofast bringer gaver og eventyr til børn i alle aldre.
Almindelige rensdyr: Biologi, adfærd – og de konkrete forskelle til julemyten
Når vi taler om almindelige rensdyr (Rangifer tarandus), befinder vi os milevidt fra de flyvende helte i juleeventyrene. Det virkelige rensdyr er et robust hjortedyr, der lever i de barske arktiske og subarktiske egne i Nordamerika, Grønland, Skandinavien og Rusland. Her er et kig på deres biologi og adfærd – sat op mod julemytens fantasifulde version.
Levesteder og anatomi
- Habitat: Tundra, taiga og fjeldområder med temperaturer, der ofte dykker langt under frysepunktet.
- Klove & bevægelse: Brede klove fungerer som naturlige snesko og hjælper rensdyret med at grave efter føde under sneen.
- Pels: Hul hårstruktur giver fremragende isolering – og får dyret til at flyde i vand.
- Næse: Et komplekst varmeregulering ssystem opvarmer iskold luft, inden den når lungerne – men den lyser altså ikke rødt.
- Gevir: Både hanner og hunner bærer gevir – noget helt unikt blandt hjortearter.
Føde, flokadfærd og vandringer
Om vinteren går menuen hovedsagelig på lav, mens sommerhalvåret byder på urter, blade og svampe. Rensdyr danner store sæsonbestemte flokke, og nogle bestande vandrer flere tusinde kilometer årligt – blandt de længste migrationer for landpattedyr.
Tamme vs. Vilde bestande
I Skandinavien holdes semi-tamme rener af samerne som træk-, ride- og køddyr. I Sibirien bruges de på lignende vis af nenetser og khanty. Vilde bestande lever mere frit i Alaska, Canada og Grønland.
Myte vs. Virkelighed – Punkt for punkt
- Flyveevne: Reelle rensdyr kan hverken lette fra jorden eller holde hastigheden på lydens niveau – de klarer dog 60-80 km/t i fuldt sprint.
- Rudolfs røde næse: Ingen biologisk dokumentation for lysdiode-agtige snuder, men næsen kan skifte nuance pga. øget blodgennemstrømning i hård kulde.
- Navne: I naturen kaldes de ikke “Dasher” eller “Vixen”; navngivningen stammer fra Clement C. Moores digt “A Visit from St. Nicholas”.
- Kønsfordeling: De fleste juleillustrationer viser hornklædte rensdyr juleaften – hvilket sandsynligvis gør dem til hunner, da hannerne typisk kaster geviret i november.
Hvorfor blev rensdyret julemandens foretrukne trækdyr?
I Nordskandinavien og det nordlige Rusland har man i århundreder brugt rensdyrspand foran slæder til transport af mennesker, post og varer. Da amerikanske forfattere og reklamefolk i 1800- og 1900-tallet ledte efter et realistisk dyr, der kunne trække Sankt Nikolaus’ slæde, var rensdyret allerede det indlysende forbillede.
Har du brug for inspiration, der ikke handler om rensdyr, men stadig hører julen (og resten af året) til, kan du finde personlige gaver til hende til enhver anledning – måske endda et sæt varme luffer i ægte “rensdyrstil”.